FEBRUARY FICTION 9
Kan man drømme en tekst?
Det har jeg gjort. Jeg kunne ikke se bogstaverne, men fortællingen stod lysende klar:
Jeg så en mand stjæle en bog
Diskret kiggede han sig omkring, inden han lod den lille digtsamling fra bogkassen foran butikken glide ned i sin store frakkelomme.
Jeg gjorde ingenting, sagde heller ikke noget.
Tænk at risikere skammen for en bog. Tænk at have så meget brug for den bog.
Litteratur til folket!
Selvom jeg jo også gerne vil holde liv i boghandleren …
Formentlig har de et kontonummer i deres regnskab til uforudsete tab, eller mon den hedder svind?
#februaryfiction
FEBRUARY FICTION 8
Helt stille sad den i solen på en sten. Det eneste tegn på, at den var levende, var den løse halshud, der hævede og sænkede sig ved hvert åndedrag.
Forsigtigt listede hun tættere på. Huden var irgrøn. Var den mon giftig? De slanke fingre var spredt ud for at gribe fat i stenens overflade. Halen lå i en bugtet bølge bagved. Den var beredt. Øjenkontakt føltes umulig med de stivnede blanksorte øjne.
Måske ventede den bare på det rette øjeblik til at angribe?
Hun havde ikke selv fået rigtig mad, siden hun forlod Jorden.
Måske ventede den på hende.
#februaryfiction
FEBRUARY FICTION 7
“Hvis nu jeg køber noget maling i dag, så kan vi få stuen malet i weekenden,” sagde han.
Der var et øjebliks tavshed i mobilen, før hun svarede:
“Men vi har jo ikke besluttet en farve.”
“Jeg tager den gamle bøtte med. Bare rolig.”
“Men, jeg synes ikke, du skal tage den gamle bøtte med.” Det lød næsten som om, hun var ved at græde.
“Det er da det nemmeste?”
“Jeg snakker slet ikke om, hvad der er nemt.” Nu græd hun helt sikkert.
“Hvad er det egentlig, du snakker om?”
#februaryfiction
FEBRUARY FICTION 6
Da jeg trådte ind i lokalet, rejste hun sig og forsvandt hurtigt ud. En tør kulde hang i luften efter hende. Det var tredje gang. Det var ikke tilfældigt. Et par af de andre så også undrende efter hende, men ingen sagde noget.
I over to år havde vi været bedsteveninder. Vi kunne dele alt, og da han gjorde det forbi, havde hun grædt, så min dyne var gennemblødt.
Det var helt urimeligt, at jeg skulle tage det valg, men jeg var ikke i tvivl.
Jannick havde jeg trods alt kun kysset med den sidste uge.
#februaryfiction
FEBRUARY FICTION 5
Lige foran hendes ansigt firede en edderkop sig ned. Forsigtigt bakkede hun lidt længere ind i busken. Drengens kalden kom fra helt omme på den anden side af legepladsen og skurene. Grenene var så tætte, at hun bare kunne læne sig tilbage. Her kunne hun uden besvær sidde i lang tid.
De havde spurgt, om hun ville være med. Og hun kendte ikke engang deres navne endnu. Måske var det alligevel okay at flytte. Nogle af dem gik måske i den nye klasse.
Der var gået lang tid nu.
Måske skulle hun bare komme frem.
#februaryfiction
FEBRUARY FICTION 4
Trappen førte op til en indendørs svalegang. En ekstra fjerde etage – glemt i mange år. I halvmørket fortonede en uendelig række af døre sig. Hver gang hun åbnede en dør, fandt hun et tomt værelse. Hun var nødt til at fortsætte. Det føltes som om, hun nærmede sig, selvom hun ikke vidste, hvad det var, hun ledte efter.
For hvert skridt knagede gulvbrædderne højere. Foran den niende dør, begyndte trappen og huset nedenunder hende at styrte sammen.
Hele dagen havde hun en følelse af savn som et sugende hul i kroppen.
Måske ville hun nå det i nat.
#februaryfiction
FEBRUARY FICTION 3
Rundt om på gulvet i den lille hytte lå brændeknuder, der var trillet ud, da hun tabte kurven.
Hans ansigtsudtryk var stivnet i forbløffelse med vidt åbne øjne. Der var overraskende lidt blod, men hvad havde hun også at sammenligne med. Men der var ingen tvivl. Mens hun havde hentet brænde, var han død. Knivens sortbejsede træskæfte stak op fra hans ryg lige under skulderbladet. Han kunne umuligt have gjort det selv.
Nu vidste hun da med sikkerhed, at det ikke var en øde ø, de var strandet på.
#februaryfiction
FEBRUARYFICTION 2
Byen nedenfor var kun lige ved at vågne. I gaderne mellem de grå og røde tage dukkede små figurer op og begyndte at bevæge sig rundt.
Der var stadig flere timer til de første besøgende og deres offergaver. Hendes mave knurrede utålmodigt ved tanken. Kroppen burde ellers have vænnet sig til rytmen nu efter mere end et år.
Måske stolede den stadig ikke rigtig på fraværet af dage med hunger og tørst. Men hun var en af de udvalgte.
Nu fik hun øje på dagens første besøgende. En gammel kvinde, der møjsommeligt traskede op ad bjerget på vej til oraklet.
FEBRUARY FICTION 1
Bag ham lå byporten. Vejen var rød i solnedgangen. Det eneste han vidste med sikkerhed var, at han aldrig ville vende tilbage.
Han begyndte at gå ud mod skovene og bag dem bjergene, der lå som blålige takker i horisonten. Savnet gnavede allerede, men han kunne ikke blive i dette fængsel.
Hvis alt gik godt, ville han om en uges tid være nået over bjergene. Han klappede sig på brystlommen med passet. Det havde kostet hans mors guldring.
Hun havde nægtet at deltage i Tilbedelsen – stædig til det sidste.
Foran ham lå natten, frygten og friheden.
Bag ham lå barndommen.
#februaryfiction
gudrun Østergaard 