Ordsprog og talemåder i novelleform

ForsideSkuIkkeHunden
Forlaget Silhuet udgiver 2. maj 2016 novellesamlingen Sku ikke hunden på hårene.
Bogen indeholder 11 noveller skrevet med udgangspunkt eller inspiration i hver sin talemåde eller ordsprog.

Jeg har skrevet titelnovellen Man skal ikke skue hunden på hårene, der er en science fictionfortælling, om de to drenge Baldur og Vilgot, som på egen hånd drager ud for at udforske det, de frygter allermest.

Indhold i Sku ikke hunden på hårene:

A. Silvestri – “Klæder skaber folk”
Annette Skibby – “Den der ler sidst”
Flemming Johansen – “Utak er verdens løn”
Francesca Kurtain – “Blind høne kan også finde korn”
Gudrun Østergaard – “Man skal ikke skue hunden på hårene”
Maria Kjær-Madsen – “Med ondt skal ondt fordrives”
Michael Ganz Andersen – “Det stille vand har den dybe grund”
Nikolaj Johansen – “Hvor ådslet er…”
Pernille Grand Moestrup – “Farlig er den, der intet har at miste”
Sofie Boysen – “At slå tiden ihjel”
Susanne Thrane – “Lige børn leger bedst”

 

Klip fra min novelle Man skal ikke skue hunden på hårene:

”Klamt! Det er jo ligesom zombier. De kan bare slå løs uden at mærke noget. De bliver bare ved og ved … De kan bide lige igennem en panserdragt med deres gifttænder! Tror du bare, de vil forsvare sig, eller er de mega aggressive? ” spurgte Vilgot.

Baldur tænkte sig lidt om, før han svarede. ”Næ, hvis de var så aggressive, så havde de nok angrebet os for længst, men grænsen holder dem selvfølgelig også ude.”

”Ja, det er vel derfor vi har den kuppel, ikke? Tænk, hvis den ikke var der?” Vilgot så helt opstemt ud ved tanken.

”Det tror jeg altså ikke, du skal ønske dig, Vilgot,” svarede Baldur tørt.

”Men kunne det ikke være vold stygt at se bæsterne rigtigt?” Vilgots lyseblå øjne skinnede. ”Altså, vi kunne jo bare tage M-toget derud, ikke?”

”Det ved jeg ikke rigtig … Jeg må ikke tage uden for Centralbyen for min mor …” mumlede Baldur.

 

Novellesamlingen kan købes direkte fra Forlaget Silhuet.

 

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Uncategorized

Skriv en kommentar