Denne tekst er skrevet uden brug af kunstig intelligens
I min skrivning er jeg ofte inspireret af aktuelle politiske forhold og menneskelige relationer. Igennem årene har jeg skrevet om så forskellige temaer som: børnepasningsordninger, ligestilling, arkitektur, kunstig intelligens og flygtningepolitik.
I 2014 læste jeg om et kunstprojekt lavet under hashtagget #NotaBugSplat i Khyber Pakhtunkhwa i det nordvestlige Pakistan tæt på den afghanske grænse. Området blev hærget af droner på bombetogt, og hvert femte offer var civilt. Soldaterne var reduceret til langdistancepiloter, der sad på tryg afstand af slagmarken og styrede dronerne mod deres mål, udløste missilerne og styrede dem hjem til basen igen. De kunne lige så godt have siddet på deres teenageværelser hjemme i USA og spillet et first-person shooterspil på computeren.
På grovkornede optagelser fra dronerne kunne soldaterne følge med i, hvad der foregik. Menneskene nede på jorden var kun synlige som små, lyse prikker, der bevægede sig. Indtil de blev skudt og pludselig ikke bevægede sig længere. I amerikansk militærslang blev ofrene for droneangreb derfor omtalt som ´bug splats´.
Droneførerne havde ingen sanselig oplevelse af, hvad der skete de steder angrebene fandt sted. De så aldrig skaderne på huse og veje for slet ikke at tale om de menneskelige smerter og dyngerne af lig. På den måde kunne man omgås almindelig menneskelig medfølelse og gøre soldaterne til følelsesløse robotter.
Kunstværket bestod af en kæmpemæssig plakat rullet ud på landjorden, som var et portræt af en pakistansk pige, der var død i et droneangreb. Når bombedronerne fløj ind over området, så droneførerne hjemme på basen pludselig ikke bare billeder af landskabet, bygninger, veje og anonyme prikker, der kunne være mulige angrebsmål, men et uskyldigt barns ansigt. På den måde håbede kunstnergruppen at gøre de afpersonificerede droneangreb vedkommende og mere virkelige for den person, der sad og udløste bomberne på afstand.
Den sidste tid er temaet desværre blevet uhyggeligt aktuelt med krigen i Ukraine, hvor droner igen bruges i krigens tjeneste.
Men droner bruges til meget andet end krig: til overvågning af afgrøder i landbruget, luftfotos af sportsbegivenheder og mange andre fredelige formål.
De fjernstyrede flyvende maskiner er ikke kun onde modstandere, de er hverken gode eller onde. De er det, vi vælger, de bliver brugt til. Som med så meget anden teknologi mennesker har udviklet igennem tiden, kan de skabe stor skade og ulykke, men også bringe velstand og menneskelig udvikling.
Det dilemma handler min roman Svæver om.
Chatbotten Chat GPT har taget verden med storm, forundring og frygt. Den kan skrive reklametekster, skoleopgaver eller romaner, så det er svært at se, det ikke er menneskeskabt. AI eller kunstig intelligens er ikke længere en fjern fremtidsdrøm. Det er HER lige nu.
I min roman SVÆVER er dronerne selvstyrende enheder. De kan reparere og opgradere sig selv, de kan reflektere over egne missioner og menneskers reaktioner, og måske kan de også lære at forstå menneskelige følelser.
Hvad gør det ved vores forhold til teknologi, at selve teknologien indoptager det, vi betragter som menneskelige kendetegn?
I SVÆVER får drengen Wanzo lejlighed til at tænke nærmere over, om droner egentlig er gode eller onde.
SVÆVER består af 21 korte kapitler, hvor læseren på skift følger dronen Ikaros 17 og den 13-årige dreng Wanzo. SVÆVER er en fremtidsfortælling, hvor samfundet er styret fra centralt hold af Systemet, et komplekst netværk af kunstig intelligens, som skal tjene menneskene. Dronerne er på det tidspunkt selvstyrende højteknologiske enheder, som kaldes svævere. De kan udvikle nye egenskaber og selvstændigt foretage valg og udføre missioner. En dag bliver vores drone Ikaros 17 sammen med sin flok sendt afsted mod byen ved foden af de blå bjerge. Her bor Wanzo sammen med sin familie, der har en butik i byen. Wanzo har svært ved at læse, så selv om han keder sig lidt, er det også en befrielse, at byens skole er lukket. En dag da han og byens andre børn leger på torvet, kommer svæverne flyvende.
SVÆVER handler om mennesker versus maskiner, om venskab, værdier og håb.
Bogen er på 107 sider, teksten har lixtal 26 og målgruppen er fra 11 år og op.
SVÆVER kan købes direkte fra forlaget her:
Kreds 11 mandag aften handler om Nanna, der kæmper sig gennem snestormen hen til det lokale medborgerhus. Her mødes hun med de andre medlemmer af Kreds 11, der sammen skal tage en beslutning af allerstørste betydning.
I 2012 udkom min novellesamling Tidsfordærv på Science Fiction Cirklens Forlag. Jeg synes selv, e-bøger kan være en smart løsning, selvom papirbogen absolut stadig har sin berettigelse. Derfor er Tidsfordærv nu også udkommet som e-bog på forlaget Dreamlitt, der har specialiseret sig i e-bøger.
gudrun Østergaard 
