Klip

KLIP FRA TRIO UNITE

“Jon drejer ind bag en mur. De har ikke opdaget ham. Han holder sin riffel parat. Hvis bare han kan finde den sidste. Han klatrer op ad en stige. Oppe på taget lægger han sig fladt ned. Han maver sig hen til kanten. Dér! I en smal gyde får han øje på ham. Det er de andres scout. Yes! Nu har han hele deres trio: en scout, en baiter og en sniper.”

KLIP FRA SVÆVER

“Vi flyver i flok. Mit navn er IKAROS 17, og jeg har to sæt vinger, der svirrer så hurtigt, at man næsten ikke kan se dem. Jeg er en sort drone med lysende, blå tegninger. Det er os, menneskene kalder for svævere.”

Svæverne tjener Systemet, men de er selvstyrende enheder. En dag bliver svæverne sendt ud på en mission til byen ved foden af de blå bjerge. Her leger Wanzo og de andre børn på byens torv.

KLIP FRA ET BARNDOMSHJEM

“Trinene var beklædt med et tykt blåt tæppe, som gjorde mine skridt lydløse. Jeg fik et chok, da et enkelt trin på vej fra reposen i stueetagen op til første sal, knirkede skingert.

Hele vejen op langs trappen hang små forgyldte rammer med portrætfotografier. En lang række stivnede ansigter, der så ind i kameraets linse. Nogle af personerne på de gamle sort-hvidbilleder havde ligesom lidt forskruede træk, en alt for stor næse, et let skelende blik, tunge øjenlåg som om den, der havde siddet model, havde været ved at falde i søvn under hele seancen. Jeg genkendte både min farfars indtrængende sorte øjne og en ung udgave af min farmor med bølgende blond hår og et tåget blik. Hun sendte kameraet et umærkeligt smil, så lille og antydet, at jeg var i tvivl, om det egentlig kunne kaldes et smil, men der var en spænding i muskulaturen i mundvigene, der gav indtryk af, at hun ville smile, men så fortrød. Hun havde mødt min farfar på det sagførerkontor, hvor hun arbejdede som sekretær. Efter de blev gift havde min farfar sat sig imod, at hun fortsatte med at arbejde uden for hjemmet. Min mor havde fortalt mig det. Hun havde ikke meget til overs for sin svigermor, der som min mor fnysende sagde, “fandt sig i hvad som helst.”

Der var et billede af min far og tante som børn stadset ud i hvid skjorte og tilsvarende blondekjole. Tante stod med en beskyttende hånd på min fars skulder. Det slog mig, hvor stor aldersforskellen var. Min far var vel fem år på billedet, men tante var allerede en ung kvinde med former. Allerede dengang havde hun haft det sært stirrende blik, som om hun anstrengte sig for at se noget, der var lige foran hende. Min far var en smilende dreng med viltre mørke krøller, der stod som en glorie rundt om hans hoved. På flere af de andre fotografier genkendte jeg ansigtstræk, der lignede min farfar. Jeg gik ud fra, at det måtte være familiemedlemmer alle sammen. Deres blikke fulgte mig hele vejen op ad trappen.

Et øjeblik stod jeg stille på trappen og lyttede. Det var faktisk underligt i et rækkehus som det her, med naboer så tæt på, at man slet ikke hørte dem: ingen stemmer, ingen trin, ingen døre der smækkede. Murene måtte være virkelig tykke og massive, så de dæmpede lydene fra verden udenfor. Det havde også den effekt, at alle lydene inden i huset ligesom blev forstærket. Oppe fra badeværelset kunne jeg gennem flere døre tydeligt høre radioen køre nede i køkkenet med en blanding af nyheder og gamle popnumre. Tante skramlede med opvasken efter morgenmaden.”

Novellen Et barndomshjem, Forlaget Enter Darkness, 2018

KLIP FRA KODEKS

“En voldsom smerte fik mig til at falde ned på knæ med hænderne om mit hoved. Hans hånd var lige ud for mit ansigt nu. En stor tot af mit hår stak ud mellem fingrene på hans knyttede hånd.

”Hold kæft, hvor han piver,” lød det fra den anden. ”En fucking tøs.”

Hans sorte bomberjakke var lynet helt op. Jeg forsøgte at rejse mig op, men Jakken lagde en hånd oven på mit hoved og trykkede mig ned på knæ igen.

”Du bliver bare siddende,” hvæsede han og rakte om bag mig og tog min guitar. ”Hvad fanden, sidder du og spiller bøssesange her helt alene?”

Han slog hårdt ned over strengene et par gange, mens han hujede højt. Pludselig svingede han guitaren ud i strakt arm og hamrede den ned mod betonkanten lige bag mig. Lyden af splintret træ og deres hujende råb fyldte mit hoved. Jeg klemte øjnene hårdt i og ventede på smerten.

Der lød en skraben i gruset bag betonklodsen. Pludselig var der ikke flere råb. En hånd greb fat i min skulder og trak mig op at stå. Så hørte jeg hendes stemme bagfra.

”Op og stå, Jon! Du skal ikke finde dig i det her pis,” hviskede Vigga ind i mit øre.

Hvor fanden kom hun fra? Hun måtte være gået fra øvelokalet kort tid efter mig. Jeg åbnede øjnene.

”Hvad satan har I gang i? Sådan nogle klamme nazisvin!” growlede Vigga med en finger med lilla neglelak strakt frem foran sig. Hendes stemme lød som et rovdyrs frådende brøl.

Jakken og Arret stod et øjeblik og kiggede forvirrede på hinanden. I samme sekund slap Viggas fødder jorden, hun drejede i luften og plantede et cirkelspark på hagen af Arret, så han vaklede bagud.

”Hvad fuck var det?” kom det fra Jakken til venstre for mig.

”Det skal jeg vise dig, hvis du træder ét skridt nærmere!” sagde Vigga med en advarende snerren.“

Ungdomsromanen Kodeks, Forlaget Calibat, 2017

KLIP FRA MAN SKAL IKKE SKUE HUNDEN PÅ HÅRENE

“På endestationen stod rækker af boligtårne i forskellige nuancer af blå beton rundt i en halvcirkel. Baldur kiggede sig omkring i det uvante område. Nedenfor lå det lokale kulturcenter med svømmehallens karakteristiske bobletag, men det var også det eneste, der lignede noget inde fra Centralbyen. Til den anden side var et afspærret område med gold jord, som strakte sig helt ud mod grænsen, der i det sene eftermiddagslys lignede en mur af skvulpende vand. Måske skulle de hellere bare være gået i svømmehallen. Han kunne stadig nå at foreslå det, selvom de selvfølgelig ikke havde badetøj med. De kunne bare sige til hinanden, at nu havde de været helt ude ved kuplen. De kunne tage toget tilbage, gå hjem og hente badetingene og gå ned i den lokale svømmehal og drøne rundt i vandkarrusellen, som de plejede.

”Okay, kom så! Bæsterne venter!” afbrød Vilgot hans tanker og klaskede ham på skulderen med et grin.

Det var for sent at vende om.”

Sku ikke hunden på hårene – og 10 andre noveller om ordsprog, Forlaget Silhuet, 2016

KLIP FRA REGNFALDET

“De havde fået sat sig på hver sin side af det lille klapbord i køkkenet – Flagremanden med ansigtet mod døren ud til gangen. Han havde flyttet computeren, der stod på en skammel, ned på gulvet, så Arvid havde noget at sidde på. Flagremanden rykkede nervøst rundt på stolen og glattede hen over den småblomstrede voksdug med hænderne.

”Må jeg ikke bede om et glas vand?” Arvid rømmede sig med den ene hånd foran munden. ”Følsomme slimhinder i halsen, forstår du.”

Det var altid godt at tage det første initiativ, så han vidste, hvem der bestemte. Flagremanden sprang op fra sin stol, så den var lige ved at vælte bagover og fumlede rundt i opvaskestativet ved siden af vasken, fandt et glas, og fyldte det med vand fra den kolde hane. Da han rakte det til Arvid, skvulpede det over, så der plaskede lidt vand ned på Arvids fremstrakte hånd.

”Det undskylder jeg meget, hr. Arvid! Det var bestemt ikke med vilje.” Flagremanden for hen til køkkenbordet og rev med et voldsomt træk en lang bane af en køkkenrulle med blå blomster. Forfjamsket krøllede han den sammen til en uordentlig bunke, som han rakte frem mod Arvid.

”Tak,” brummede Arvid, duppede vandet af sin hånd og lagde den rodede bunke køkkenrulle fra sig på bordet.

”Nuvel, forhøret må starte,” sagde han med en rungende alvorsfuld stemme. Han trykkede på stopknappen på diktafonen og bukkede sig ind over den for at kunne se på displayet, om maskinen var klar til optagelse.

”Hmmm.” Arvid brummede og trykkede igen et par gange på stopknappen uden resultat. ”Tilsyneladende fungerer denne maskine ikke, hvilket vi ellers var blevet garanteret af den unge frøken Isabel!” Arvid så misbilligende på Flagremanden.

”Om den fungerer, skal jeg ikke vide, men jeg tror, jeg kender knappen,” forsvarede han sig og rakte ud efter maskinen. Han afprøvede den med en stiv pegefinger, der omhyggeligt trykkede optageknappen ned, så lampen lyste.

”Dette er en prøve på, om maskinen kan fungere. Dette er en prøve på, om maskinen kan …”

”Så! Det må være nok!” afbrød Arvid irriteret og flåede maskinen ud af hånden på Flagremanden og lagde den på bordet mellem dem.

”Vil De være så venlig at aktivere afspilleren, så vi kan konstatere, om denne tingest er i stykker?”

Flagremanden afspillede det, han lige havde optaget, og Arvid nikkede.

”Udmærket, min ven, vil du så være så god igen at aktivere optagemekanismen, så forhøret omsider kan begynde?”

Romanen Regnfaldet, Forlaget Kandor, 2014

KLIP FRA KREDS 11 MANDAG AFTEN

“Egentlig havde jeg mest haft lyst til at blive hjemme i det vejr, men medborgerhuset lå tæt på, under 500 meter væk fra hvor jeg boede, så jeg havde hanket op i mig selv, smidt den sidste rest lakridste med ingefær i vasken og havde begivet mig ud i snestormen.

I det lille vindfang børstede jeg det værste sne af mig og fortsatte så ind til lokale 14 oppe på første sal. Der var kun ankommet omkring 25 andre, men displayet på endevæggen viste, at der stadig var tre minutter til mødet skulle starte.

”Velkommen, Nanna,” smilede Balder fra midten af den rundkreds af stole, der var stillet op. Bydende slog han ud med hånden og kiggede så igen ned i sin skærm sikkert for at forberede sig en sidste gang, inden mødet startede. Balder var nok den ældste i Kreds 11 Indre Østerbro med sine 98 år og derfor selvskreven til at stille op som formand og leder af vores forsamling.

”Jeg gør mig alligevel ingen forhåbninger,” havde han med et smil sagt til det første møde, og han var blevet valgt uden modkandidater.”

Novellesamlingen Som et urværk, Science Fiction Cirklen, 2015

KLIP FRA MISSION

“Hver for sig arbejder vi på den aktuelle mission, afdækker fra hvert vores hjørne, indtil opgaven er fuldført. Jævnlige samkøringer gør det nemt for os at lave de løbende justeringer af metoder og analysemodeller, så ingen spilder regnekraft på at udvikle noget helt færdigt, før de andre har bidraget med deres versioner og perspektiver – en berigelse af udviklingsprocessen, der ustandselig fører til overraskende løsninger og originale ideer. Ubegrænset loyalitet parret med evnen til at agere uafhængigt, giver os den fleksibilitet, der gør os så effektive. Vi er de uanseelige, men altid årvågne. Altid parate til omstillinger og nye missioner.”

Novellesamlingen De sidste kærester på månen, Science Fiction Cirklen, 2014

KLIP FRA USET

I en fart fik han stillet stole frem og tastet kaffe og te. Det var endelig lykkedes at skaffe en førsteklasses japansk Sencha. Det skulle nok give et par ekstra point.

Han startede skærmen i mødelokalet og læste de sidste data ind. Det havde taget det meste af natten, men så var det også en helt aktuel måling, de fik. En smukt roterende statistik over de seneste tendenser inden for branchen med socio-psykologiske forbrugsmønstre som baseline og tydelige bølger, hvor de politiske nyhedspeaks trådte ind og gav fluktuationer i de estimerede højsatsningsværdier. Med en finger trak han sine data ned i basis og prikkede startbilledet frem med effektive ledere i mørke jakker og knælange nederdele, der sad om et bord med samarbejdssmil på de blege læber.

Novellesamlingen Tidsfordærv, Science Fiction Cirklen, 2012

KLIP FRA SSHH!!

I tredje sals højde er han midt ud for de rytmisk skiftende billeder, udflydende og umulige at tyde på så nært hold, men det behøver han heller ikke. De sidder allerede prentet på hans nethinde, som om de efterhånden har afsat et aftryk gennem hans sovende øjenlåg i opgangen på den modsatte side af gaden. Et øjeblik stopper han og kniber øjnene kraftigt i et par gange for at fjerne de distraherende glimt, der slører hans syn. Så klatrer han roligt videre.

Han ved nøjagtig, hvor han har sine ting i rygsækken: den røde spray i højre sidelomme, klatrerebet i venstre lomme, ekstra ørepropper i forlommen. Automatisk rækker han op og tjekker, om dem, han har på, sidder som de skal. En kuldegysning farer igennem ham ved tanken om den nat, han tabte den venstre prop. Han befandt sig oppe i buerne under metrobroen, lige ud for en højttaler. Det var tæt på, han havde mistet grebet.

Hvinende hvidblå jag gennemborer med ét hans hørelse. Han må lukke øjnene og sidde stille et par sekunder med hænder og fødder låst om de kolde metalrør, så aftager impulserne og lægger sig igen til rette et sted i hans erindring. Omhyggeligt klatrer han videre, med et enkelt blik ned mod de to smalle orange striber og to tynde skygger langt under sig. En stille strøm af varme flyder ud i hans krop. Han er ikke alene mere, de er en gruppe nu, og de vil kæmpe sammen.

Novellesamlingen Tidsfordærv, Science Fiction Cirklen, 2012

KLIP FRA KAMERAVINKLER

I hallen bag svingdøren indgyder kustoderne en særlig ro og venlig andagt. Folk sænker stemmen og bevæger sig kontrolleret. Han undlader turen ned i garderoben i kælderen, men lyner bare jakken op og løsner halstørklædet.

Vinterhaven næres af dagslyset, der filtreres ned igennem halvkuglens glasloft. Et øjeblik står han og betragter guldfiskene, der dovent bytter plads i det lille bassin under frugtbarheden og moderskabet. Så sætter han sig på en bænk med udsigt til en anden vandskulptur.

I skråt fugleperspektiv fra en af de slanke søjler kan man både se ham på bænken og en lille dreng ved siden af bassinet med vand. Drengen er i gang med at tømme lommerne for sten, kapsler, kastanjer og endda en lille gul legetøjsbil. Hver genstand bliver nøje betragtet og derefter plumpet ned til alle mønterne, der ligger i et tæt lag på bunden. En kapsel flyder vuggende på overfladen. En mand, der vel er drengens far, står ved siden af med ryggen til, fordybet i samtale med en anden mand. De smiler og snakker. Indtil vennen lægger mærke til, hvad drengen er i gang med, peger og griner. Faren farer forfjamsket ned og smøger ærmet op, så han kan fiske de malplacerede genstande op igen. Ingen af vagterne har bemærket det lille optrin. 

Novellesamlingen Tidsfordærv, Science Fiction Cirklen, 2012

KLIP FRA AMBASSADØRENS BLÅ MINDER

Da hun stod i kredsen tæt mellem de andre og lyttede til trommernes bølgende rytmer, havde hun lukket øjnene halvt, så alting omkring hende blev uskarpt, og hele forsamlingen af embedsfolk og andre gæster var flydt sammen til en vibrerende rødgylden masse, der afventede trommernes signal om, at dansen kunne gå i gang. Hun havde vugget og trampet sammen med de andre, og hun havde følt sig ret sikker på, at hun faktisk formåede at danse deres rituelle danse ret godt. Og alligevel var hun til sidst faldet igennem, da der blev en åbning i midten af cirklen, og hun uden at tøve var danset ind i tomrummet og havde snurret og hvirvlet og nydt sin krops bevægelser i takt til rytmerne, og hun havde lidt for sent opdaget, at alle de andre som én samlet organisme havde startet en bølgebevægelse, der forplantede sig gradvist igennem forsamlingen, bare ikke til hende, der stod alene i centrum opslugt af sin egen dans.

Der var ingen, der havde kommenteret det eller bare kigget på hende, men hun mærkede med al tydelighed, hvordan hun endnu en gang var den udefrakommende, hvordan hun stadig ikke helt var assimilleret i denne fremmedartede orangerøde verden.

Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3, Antologi med ny dansk science fiction-litteratur, Science Fiction Cirklen, 2009

KLIP FRA PRØVEN

Da det for en måned siden var blevet bekendtgjort, at der ville blive indkaldt til en borgerprøve, havde Arkim straks sørget for at få justeret deres fælles skema, så de kunne koncentrere sig om de fag, der indgik i prøven: økonomi, filosofi og dialog. Løbetræningen måtte de selv klare på universitetets sportsarena. Arkim havde lige siden været fuldstændig opslugt af tanken om, at der nu fandtes en mulighed for, at han kunne blive en fri borger, og han læste hver aften til sent.

Pelopos havde i starten haft svært ved at tage det rigtig alvorligt. Han mente ikke, prøven kunne være så svær at komme igennem, men jo tættere de kom på prøvedagen, jo mere opgivende og nervøs var han blevet og nu havde han tilsyneladende helt opgivet og sad bare og stirrede ud ad vinduet i det store auditorium, mens læreren fortalte om subliminale økonomier i det 22. århundrede. Inderst inde vidste han allerede, at han ikke ville bestå prøven. Det var kun med Arkims daglige hjælp, han kunne slippe igennem sine studier og han forsøgte at forestille sig sit fremtidige liv som udvist af Kuben, uden borgerskabsbevis og med en halvdårlig ikke færdiggjort uddannelse, men med de smukke lyse krøller og formentlig også en pæn sum penge fra sine forældre. Hvis de da overhovedet ville hjælpe ham?

Proxima nr. 87 – Dansk science fiction-tidsskrift, Science Fiction Cirklen, 2008

KLIP FRA DEN GRØNNE JAKKE

Mens hun løb forbi opgang efter opgang, gik det op for hende, at lejlighederne næsten var kopier af hinanden med ens flydestole og fællesskærm i væggen og de samme cylinderformede rosa eller lysegule standerlamper, som hendes mor havde syntes var så fantastisk smarte. Nogle steder var flydestolene erstattet af en slags sofa eller hængemadras, men i det samme skinnende rosa materiale, som skulle passe til de rædsomme stolpelamper. Ingen steder så hun noget, der skilte sig ud eller var slidt i facon, ingen ting der viste bare et strejf af personligheden hos de mennesker, der boede der. Forudsigelighed ophøjet til stil, nøjagtig som i hendes eget hjem.

Ved det første niveauskift trådte hun tøvende forbi skiltet med et menneske med en rød streg skråt henover og ind i transportskakten for at følge trappen ned.

I overfladen – Lige under overfladen 2, Antologi med ny dansk sciencefiction-litteratur, Science Fiction Cirklen, 2008
KLIP FRA REFUGIET

En let vinterregn lavede striber i natten. Ude over havet kunne hun høre et skib tude i mørket. Kranerne stod som forladte jernfugle, og bag dem startede mure af containere stablet i flere etager. Det eneste lys var fuldmånen, der fik vandpytterne til at glinse af lækket benzin. Hun gik rask til med kraven slået op og hatten trukket godt ned i panden – om dagen bar hun altid mørke solbriller, men om natten kunne hatteskyggen gøre det. Aggressivt gumlede hun på sit nikotintyggegummi. Det var længe siden, der sidst har været nogen opgaver og kassekreditten var for længst i frit fald mod maxgrænsen. Hun var nødt til selv at være lidt opsøgende, man kunne ikke regne med, at udfordringerne bare kom dumpende ind i mailboxen. I morgen måtte hun tage kontakt til de gamle kolleger i politiet. Selvom hun ikke var meget for det – ikke efter dengang. Hun sparkede til en tom dåse, der raslede videre ind i mørket.

På havnefronten var der stille, men ikke ganske øde. Et par skikkelser forsvandt tavst ind mellem et par containere: Dødens købmænd, eller vel snarere hans håndlangere eller stikirenddrenge, tuskede med hastige sideblikke i mørket.

Med et svup trådte hun i en vandpyt, så det sjaskede op ad bukserne. Hun kiggede ned. Det var ikke vand … lignede snarere blod.

Forvandlinger – En fantasyantologi, Forlaget Langdyssen, 2013