The women men don´t see

På det nyligt afholdte Fantasticon 2013 var et yderst interessant programpunkt “The women men don´t see” , der handlede om kvinders rolle i sciencefiction (se mere her).

Der har efterfølgende været en livlig debat fra både paneldeltagere og publikum om, hvordan kommunikationen udspillede sig og blev oplevet – og ikke overraskende har forskellige personer med forskellige erfaringsbaggrunde, køn, position og meget andet – forskellige oplevelser af, hvad der foregik. Lars Ahn har lavet en oversigt over relevante links til blogs om emnet her .

Jeg havde set meget frem til dette programpunkt – et emne jeg umiddelbart burde kunne forbinde mig med som kvindelig sciencefictionforfatter, men også i det hele taget som kvinde med interesse for kønspolitiske spørgsmål. Panelet viste sig da også at være rigtig interessant og tankevækkende. Så tak til arrangører, panelister og moderator for det!

Selvom jeg ikke personligt har erfaringer med, at mit køn udgør en direkte hindring, betyder det imidlertid ikke, at jeg ikke har erfaringer med, at kønsforskelle får betydning for eksempel i måden at indgå i kommunikation på. Jeg opdager til stadighed, at jeg selv indgår i kommunikationsmønstre præget af kønsmæssige positioner. Nogle gange betyder det, at jeg ikke får sagt det jeg ville, nogle gange at andre (og det er desværre næsten altid mænd) gentager min pointe kort efter, som om det var noget de selv havde fundet på og derfor får æren for. Andre gange virker det som om mænd udøver omvendt diskrimination, hvor jeg får en fornemmelse af, at mine synspunkter får særlig plads eller får lov at stå uimodsagte på en særlig måde, fordi jeg er eneste eller en blandt kun få kvinder til stede.

For mig betød panelet en påmindelse om, at kønnet og stereotype kønsmønstre stadig har magt – en skærpet opmærksomhed på min egen ageren i forhold til kønspositioner.

Når jeg ikke tager ordet under paneldebatten for eksempel, tænker jeg umiddelbart, det er fordi jeg ikke syntes, jeg havde noget nyt at tilføje – eller er det, fordi jeg som kvinde generelt har sværere ved at tage ordet i en forsamling, eller ikke føler trang til at udnytte situationen til selvpromovering? Når jeg ikke havde en oplevelse af, at panelet blev specielt forstyrret undervejs af publikum, som andre har givet udtryk for, er det så udtryk for, at en patriarkalsk kultur er så indgroet hos mig, at jeg slet ikke bemærker det? Indlæggene fik uden tvivl sat en masse refleksion og tvivl i gang hos mig, og tror jeg, hos mange andre af tilhørerne, og det ser jeg som et fornemt resultat.

I diskussionen af hvem der kom til orde hvordan og hvor meget sammenlignet med for eksempel i det foregående panel, synes jeg, der mangler en vigtig pointe. Køn, undertrykkelse, mere eller mindre skjulte magtforhold kønnene imellem er emner, der berører alle i lokalet direkte og personligt, fordi vi alle ud over alt hvad vi i øvrigt indeholder, er tilstede i lokalet med vores køn. Derfor skaber synspunkterne og debatten en særlig intensitet og måske også sårbarhed og aggressivitet, som andre temaer ikke formår at vække.

Flemming Rasch efterlyser, at der også kommer fakta på bordet. Jeg medgiver, at det er en forførende tanke, at man kan få afgjort tvisten objektivt, måske især fordi det er et følsomt emne? Jeg fik selv lyst til straks at gå hjem og optælle køn i mine egne udgivne tekster (se nedenfor en optælling af antal kvindelige/mandlige hoved- og bipersoner). På den anden side er det, netop fordi det handler om menneskelige relationer ikke muligt at lave en 1-1 beskrivelse af det der sker. Ud fra en socialkonstruktionistisk forståelse har hver person sin oplevelse af det skete på baggrund af personlige erfaringer, præferencer osv. Det betyder, at vi indgår i en situation, hvor det bliver absurd at diskutere, hvad der ”virkelig” skete. Hvis nogen oplever sig afbrudt eller misforstået, giver det ingen mening at modsige det som et faktum. De vil fortsat have den oplevelse. Som jeg ser det, må vi derimod udnytte den kompleksitet, der er givet i de mange virkelighedsopfattelser, til at undersøge hvordan der kan skabes en ramme eller samværsform, hvor der er plads til forskellighed i køn såvel som personlighed.

Paradoksalt nok skyldes nogle af reaktionerne under og efter panelet måske også en uvilje mod at blive reduceret til køn og dermed blive placeret i en bestemt rolle som henholdsvis magtudøver eller kuet. Jeg vil vove at påstå, at vi alle, kvinder som mænd, har brug for at blive set på med et nuanceret blik.

På trods af dette, synes jeg fortsat kønsperspektivet er væsentligt og bør have plads og gøres til genstand for stadig overvejelse, fordi det sætter fokus på nogle usagte og ofte ubevidste magtstrukturer, som man er nødt til at have indsigt i, hvis man vil have en chance for at kunne frigøre sig af dem.

Optælling af karakterernes køn i mine egne udgivne tekster